AARHUS
TECH

Tjener

Næste skolestart: 3. august 2026

Hvad kommer jeg til at arbejde med?

Som tjener skaber du de gode rammer for restaurantens gæster. Du er værten, der siger goddag, fortæller om menukortet og til sidst serverer maden og vinen.

Undervejs følger du med i, hvilke retter kokken laver i køkkenet, og du holder styr på, hvornår maden skal serveres. Altid med et smil på læben.

Tjener-elev dækker bord

Tjenereleven sørger for, at bordet ser perfekt ud, inden gæsterne ankommer.

Hvad lærer jeg? 

Uddannelsen til tjener giver dig en grundlæggende viden om gastronomi og servicering. Du lærer at dække et smukt bord, modtage gæster og servere mad og drikke korrekt. Derudover får du undervisning i at flambere, dekantere vin, mixe drinks og at tranchere kød og fisk.

Hvis du afslutter som konference- og selskabstjener lærer du at betjene små og store selskaber - herunder at koordinere serveringer, sange og taler.

Med specialet tjener udbygges undervisningen om gastronomi, og du lærer at rådgive de spisende gæster, ligesom du bliver klog på engelske og franske fagudtryk.

YouTube er deaktiveret.

Hvor lang tid tager det at blive tjener?

Tjeneruddannelsens længde afhænger af din alder og specialisering:

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse?

... eller er det mindre end 2 år siden, du gik ud af grundskolen, skal du som udgangspunkt begynde på grundforløb 1. Vil du være tjener, anbefaler vi Fagretningen Vild med mad. Din uddannelse varer 2 år og 2 mdr. eller 3 år og 10 mdr. alt efter dit speciale.

Er det mere end 2 år siden du afsluttede 9. eller 10. klasse?

Du springer grundforløb 1 over og begynder direkte på tjeneruddannelsen (grundforløb 2).  Afhængigt af, hvilket speciale du vælger, varer din uddannelse 1 år og 8 mdr. eller 3 år og 4 mdr.

Er du over 25 år?

Du begynder direkte på tjeneruddannelsen (grundforløb 2). I udgangspunktet varer din uddannelse 1 år og 8 mdr. år eller 3 år og 4 mdr. alt efter specialevalg. Men har du relevant erfaring eller uddannelse, kan du eventuelt få afkortet uddannelsen. Det afgør din individuelle Realkompetencevurderings-samtale. 

Hvilke fag og emner er der på uddannelsen til tjener?

På uddannelsen til tjener får du obligatoriske fag som:

  • salg og marketing
  • branchelære
  • gastronomi
  • menulære
  • gæstepsykologi
  • værtskab og helhedsforståelse
  • arbejdsmiljø
  • konference- og selskabsservering
  • praktisk tjenerarbejde
  • fransk fagsprog og raffineret tilberedning ved bordet

Hvordan er økonomien under uddannelsen til tjener?

Har du en læreplads allerede på grundforløbet, får du løn. Lønnen vil stige løbende gennem din uddannelse, og du får udbetalt løn både i oplæring og på skoleopholdene.

Er du i skoleoplæring, vil du få skoleoplæringsydelse. Denne er typisk lavere end lærlingeløn. Hvis du er fyldt 18 år, stiger skoleoplæringsydelsen løbende igennem din uddannelse.

Har du ikke en læreplads, kan du på grundforløbene få SU, hvis du er over 18 år. Se mere på su.dk

Overgangskrav til hovedforløb

Når du afslutter grundforløb 2, skal du have bestået

  • Dansk E
  • Naturfag E
  • Almen fødevarehygiejne
  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse

Hvordan finder jeg en læreplads?

En stor del af din uddannelse foregår på en læreplads.
Skolen støtter dig gerne med hjælp og vejledning, når du skal søge læreplads, men du er selv ansvarlig for at søge.
Læs mere om oplæring. 

Skoleoplæring

Hvis du ikke finder en læreplads med det samme, kan du starte i skoleoplæring. 

Hvor kan jeg arbejde som tjener?

Tjenere kan få job i restauranter, caféer og på kroer, til større konferencer og fester.

Hvad kan jeg forvente at tjene som nyuddannet tjener?

Børne- og Undervisningsministeriet udregner løbende den startløn, nyuddannede kan forvente at tjene i omegnen af. Se den her.

Den startløn, som ministeriet oplyser, er baseret på de seneste oplysninger fra Danmarks Statistik. Den er et gennemsnit af de seneste tre års indberetninger om, hvad nyuddannede tjenere tjener, når de lige er kommet i arbejde. Fordi der er tale om et beregnet gennemsnit, kan den egentlige startløn godt være en anelse højere eller lavere, end det ministeriet oplyser.

Kan jeg læse videre efter tjener uddannelsen?

Med en videreuddannelse kan du blive serviceøkonom eller serviceøkonom med speciale i hotelledelse. Du kan også tage en professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Se alle dine muligheder på ug.dk/adgangskortet.

Hvor ligger tjeneruddannelsen?

Dollerupvej 4
8000 Aarhus C

Bor du langt væk? Få plads på skolehjemmet.

Gymnasiale fag på EUX
På grundforløbet:
AARHUS TECH
Halmstadgade 6
8200 Aarhus N

Du kan udelukkende tage grundforløbene på AARHUS TECH. Hovedforløbet skal du tage på en anden erhvervsskole, fx i Silkeborg eller Viborg. Det gælder, uanset om du tager uddannelsen som EUX eller ej.

Specialisering under uddannelsen

NB! Alle specialer starter på andre skoler

Varigheden for specialerne er inkl. grundforløb 1 og 2. Vælg mellem:

Erhvervsuddannelsen

  • Konference- og selskabstjener - trin 1 (2 år og 2 måneder)
    Her får du kendskab til at modtage bestillinger og servere ved selskaber.
  • Tjener - trin 1 og 2 (3 år og 10 måneder)
    Du får yderligere kendskab til gastronomi, og du lærer at rådgive gæsterne.

 

Hovedforløb

Du kan tage grundforløbene på AARHUS TECH. Hovedforløbet skal du tage på en anden erhvervsskole, fx i Silkeborg eller Viborg.